Om La Buca degli Artisti
Kunstnernes hule er den direkte oversættelse af La Buca degli
Artisti. Og der var nok ingen, der havde ventet, at navnet ville komme
til at matche restauranten, gæsterne og atmosfæren så
godt.

I mere end 20 år har familien Lolli drevet restauranten, og i dag samarbejder to generationer af Lolli'er om at drive La Buca. Ellis tager dagligt de mange reservationer, så man ind imellem kan undres over, at hun kan overkomme mere. Men når man nu skriver; at ravioloni og de store fyldte oliven er hjemmelavede, så må man også leve op til det! Så det gør Ellis i en grad, at hun er taknemmelig for ikke at eje en videotelefon. For når man fanger hende over telefonen står hun gerne med mel i hele hovedet og fingrene begravede i den hjemmelavede pasta.
Ellis havde sagt en del gange om sin hjemmelavede mad, inden familien åbnede La Buca: "Hvis man bare kunne lave denne type mad på en restaurant, så ville folk også forstå den!" Hendes mand, Ettore Lolli, var ikke sen til at slå til. Han havde nydt godt af den gode mad i mange år og var generøs nok til at ville dele den med andre. Og man må sige, at folk har forstået maden. Til en grad hvor størstedelen af gæsterne er gengangere. En kendsgerning, som familien Lolli er meget taknemlig for. For det varmer, at se de samme gæster komme gang på gang - og år efter år.
Sønnen, Guido, har i alle årene fået frit
spil med at købe vin ind til restauranten. Det har givet La Buca
et omfattende vinkort udelukkende med italiensk vin fra de fleste
regioner i Italien. Som med så meget andet betyder et stort
udvalg også, at nogle gæster muligvis kan blive i tvivl om,
hvilken vin der vil passe bedst til maden. Derfor er gæsterne
altid velkomne til at spørge personalet om en anbefaling. Det er
aldrig til gene men en udfordring at finde frem til den rette vin i
forhold til maden og gæstens smag.
Gennem årene er der gået en
strøm af berømtheder gennem de rustikke lokaler på
Godthåbsvej - heldigvis helt uden at påvirke den hygge og
gode service, der også er en af restaurantens mærkevarer.
Væggene bærer præg af portrætterede kunstnere,
af hvilke mange har besøgt La Buca, men også
udmærkelser for køkkenets kvaliteter har fundet vej sammen
med en tegning af dansk-italieneren Ulla Kampmann. Denne er i
øvrigt blevet lidt af en maskot for La Buca. Elementer fra den
illustration finder du også her på siden.

Når sommervejret tillader det, er det også muligt at spise udendørs i restaurantens gårdhave.
La Buca ejes af familien Lolli, der også driver Adriat Vinimport, en en gros import af italienske vine samt Enoteca, en velassorteret vinhandel i indre by. Dertil har familien også Casa D'Antino, en anden glimrende restaurant i Dr. Tværgade i København.