La Buca's menukort er sammensat af retter fra hele Italien. Kokken Antonio Spatafora stammer fra Sicilien og familien Lolli er fra Abruzzerne og det gør sig uden tvivl gældende i tilgangen til maden. Begge regionale køkkener er kendte for at lade råvarerne smage igennem.

Det er til en grad, hvor kunsten er, at lade råvaren stå for sig selv.
Er kvaliteten i orden, kan den det også. Man kan sige at mantraet
er: "less is more". Et godt eksempel er en af restaurantens kendetegn:
Lammeryg i ovn med rosmarin. Her er kun brugt lidt hvidløg, olie, rosmarin, salt og peber.



Mange restauranter forsøger at være nyskabende til en grad, hvor alting skal opfindes på ny. La Bucas gastronomiske intention er en anden. Når retter har overlevet generationer og blevet kokkereret igen og igen, så er der en grund til det. Folk kunne lide, hvad de spiste, og retterne er med tiden gået hen og blevet 'klassiske' for regionen. Man har udnyttet de råvarer, som man kunne finde i regionen, og de lokale vine har som oftest de helt rigtige egenskaber, der gør, at mad og vin går op i en højere enhed. Når nu retterne har overlevet tidens modeluner, så må de have en vedvarende kvalitet. Kan La Buca servere lidt af denne kvalitet og tilmed skænke et fornuftigt glas vin til, så er ambitionen indfriet.